Alene hjemmetræning

Det er ikke naturligt for din hvalp, at være adskilt fra sin flok, hvilket kan vise sig som alene-hjemme-problemer, nogle med destruktiv adfærd.

Du bør starte træningen til at være alene hjemme, så snart at hvalpen er faldet til hos dig (typisk efter et par dage). Sørg for at din hvalp heller ikke er adskilt fra dig om natten, før den er klar til det. Det kan godt betyde, at du bliver nødt til at sove på en madras i f.eks. stuen eller gangen i en længere periode. 

Der er stor forskel på hvalpe. Nogle begynder allerede tidlig at skabe afstand til familien, når den er træt og søger andre steder hen, hvor der er ro. Andre hvalpe kan have svært ved at finde ro, hvis den ikke er i nærheden af et kendt familiemedlem. Det er oftest hvalpe med et stort kontaktbehov, der er i risikogruppen for at udvikle seperationsangst, hvis træningen ikke gribes korrekt an fra starten.

At være alene hjemme kræver en stor portion tryghed i sine omgivelser, samt villighed til at være "inaktiv".

 

Gode råd til træningen
Mange vælger at tage fri den første tid efter de har fået en hvalp. Her er det dog vigtigt, at man prøver fra starten at have en dagsrytme, som en almindelig hverdag.

Din hvalp bør være træt, når du starter på træningen, da den da er mindre tilbøjelig til at blive urolig. Sørg for at have luftet den godt inden du starter. Beskæftig gerne hvalpen med en rolig aktivitet, f.eks. at søge efter godbidder, så den ikke er fokuseret på dig.

Følger din hvalp hele tiden efter dig i hele huset, bør du starte med at træne, at I kan være i forskellige rum, f.eks. ved at adskille med et børnegitter. Når hvalpen er ligeglad med, at du forlader rummet, hvor den opholder sig, kan du træne at gå ind i et andet rum og lukke døren efter dig. Vend hurtig tilbage igen, men vær opmærksom på ikke at gøre det, hvis den piber eller gør. Sker dette, er du gået for hurtig frem.
Herefter trænes, at du tager nøglerne og går ud ad hoveddøren og hurtigt kommer ind igen. Dette gentages indtil hvalpen ikke længere reagerer.
Tiden du er væk øges langsomt. Når du er nået op på 5 minutter udenfor, kan du øge tiden lidt hurtigere.

Pas på med ikke at få for mange faste ritualer, der fortæller hvalpen, at du går fra den. Tænk også over måden du tager afsked/tager i mod hvalpen. Undgå en trøstende afsked med hvalpen.

Hvis du føler at hvalpen ikke "mærker" alene-hjemme træningen, gør du det med stor sandsynlighed korrekt og på hvalpens præmisser.

 

Hvis hvalpen bider ting i stykker
Skulle det ske, at hvalpen tygger i f.eks. sko, så lad være med at skælde den ud.
Hvalpen er ikke i stand til at kode skæld ud sammen med den "forbudte" handling og det der ofte forbindes med, at hvalpen ”skammer sig”, er signaler til dig om at dæmpe din vrede. Konfliktfyldte hjemkomster kan øge tendensen til destruktiv adfærd.

Hunde/hvalpe der ødelægger ting kan både skyldes seperationsangst og/eller understimulering. Det kan være svært at skelne om det er det ene eller det andet.
Sammen med en adfærdskyndig kan man finde årsagen og dermed få det behandlet/trænet korrekt. 

Hunde/hvalpe der ødelægger ting, fordi de er understimuleret og har for meget energi til at være inaktive, når de er alene hjemme, skyldtes ofte frustrationer over ikke at kunne "komme ud, hvor oplevelserne er". Det kan også skyldtes, at du har en initiativrig og opfindsom hund, der selv kan skabe aktiviteter. Disse hundes problemer, vil i mange tilfælde kunne løses ved, at tilbyde hunden i passende aktiviteter timerne før den forlades. Især opgaver, hvor hunden skal bruge snuden, vil gøre de fleste trætte i hovedet. 
Vær opmærksom på at stressende aktiviteter som f.eks. boldkast og tumlelege kan have den modsatte effekt. 

Søg altid hjælp hurtigst muligt, hvis din hund udviser tegn på alene-hjemme problemer, for at din hund får den korrekte hjælp. 

 

Forslag til aktiviteter du kan lave med din hund

Gåturene er selvfølgelig obligatoriske, da hunden kommer ud og orienterer sig i omgivelserne og får nye indtryk hver dag. Det kan være en god idé at variere turene, så både ruten og terrænet er nyt. Hunde, såvel som mennesker, bruger mere energi på nye oplevelser i forhold til rutineopgaver. 

Din hund vil blive mere træt i hovedet, hvis du giver den små opgaver den skal løse. Det kan f.eks. være:

  • Når hunden trækker i snoren, står du stille og venter, til hunden kigger på dig og linen slækkes, før du går videre.
  • Hvis I kommer på hver jeres side af f.eks. en lygtepæl, med hundesnoren imellem jer, bør hunden selv finde om på den "rigtige" side, før i kan gå videre.
  • Hvis hunden løber løs, kan du ændre retning ofte og uforudsigeligt, så hunden bliver nødt til at holde øje med dig.

 

Tror du, at din hund lider af seperationsangst, eller har du brug for gode råd til forebyggelse, så ring til os på 97 35 13 00