Tandsygdomme hos kat
Katte kan rammes af flere alvorlige tandsygdomme, herunder Tooth Resorptions (TR), hvor tænderne nedbrydes og forårsager smerte, samt parodontose, der fører til løse tænder og betændelse i tandkødet. Tandsten og tandkødsbetændelse er også almindelige, hvis plak ikke fjernes. Regelmæssige tandeftersyn og røntgen er vigtige for tidlig opdagelse og behandling af disse lidelser, så din kat kan undgå smerter og bevare sunde tænder.
Læs mere nedenfor
Huller i tænderne hos katte - Tooth Resorptions (TR)
Mange katte har dårlige tænder. Den mest almindelige og alvorligste lidelse hos katte er TR (Tooth Resorptions tidligere kaldt neck lesions eller FORL). TR er en meget smertefuld lidelse i tænderne. Man kender ikke den eksakte årsag til den. Lidelsen skyldes en tilstand, hvor kattens egne celler begynder at nedbryde tænder, hvorved der kommer ”huller” i tænderne.
Mange katte viser ingen kliniske symptomer. Dog er dette ikke et udtryk for, at katten ikke har ondt i tænderne. Katte viser blot ikke på samme måde symptomer på tandpine. Måske bliver katten mere stille, leger mindre, foretrækker dåsemad frem for tørfoder, eller har øget spytsekretion eller savler. Ved undersøgelse af de angrebne tandhalse, med et spidst instrument kan katten vise ubehag og ligefrem klapre med tænderne.
Sygdommen optræder i fire stadier:
- Overfladiske emaljedefekter, hvor emaljen ikke er gennembrudt.
- Defekt gennem emaljen og ned i tandbenet, hvilket er smertevoldende.
- Åbning ind til tandhulen (pulpa), hvilket kan ses ved røntgen. Pulpahulen indeholder blodkar og nerver, og der er risiko for tandbylder og blodforgiftning.
- Knækket tandkrone, ofte med tandslimhinden voksende hen over rodstumpen.
Sygdommens 2. og 3. stadie kræver tandudtrækning. Smerte eller tegn på betændelsestilstand omkring rodstumper i 4. stadie udtrækkes også.
Den eneste behandling, der kan kurere katten for tandpinen, er udtrækning af de angrebne tænder. Undersøgelse kræver en røntgenundersøgelse for at finde de angrebne tænder. Nogle tænder angribes hyppigst. Det kan være hensigtsmæssigt at tage rutinemæssige røntgenfotos af disse ved tandundersøgelsen, for at screene om katten har tegn på TR. Når først katten har haft en tandresorption, er der høj risiko for at den får flere med tiden. Disse katte bør kontrolleres ved en klinisk undersøgelse efter et halvt år og med
røntgen årligt.
Plak og tandsten
Mundhulen hos både dyr og mennesker indeholder mange bakterier. Den bløde og hvidlige belægning, som kaldes plak, ses ofte på tænderne. Plak er en blanding af bakterier, madrester og indholdsstoffer fra spyttet. Denne belægning kan let fjernes ved tandbørstning. Får plak lov til at blive siddende på tænderne, dannes der tandsten og tandkødsbetændelse.
Tandsten er en hård og ru belægning på tænderne. Tandkødsbetændelse ses som en rødme af tandkødet. Ofte ses en øget blødningstendens af tandkødet. Ved en effektiv og grundig tandrensning kan tandkødsbetændelsen forsvinde uden yderligere behandling. Får tandsten derimod lov til at sidde længe, udvikles tandkødsbetændelsen til parodontose, hvor tandkød og tændernes tilhæftning i knoglen ødelægges. Parodontose heler ikke igen. Resultatet er løse og ømme tænder. Yderligere er der fare for at de mange bakterier, som findes i munden på et dyr med parodontose, kan gå over i blodbanen og give blodforgiftning, evt. med skade på hjerteklapper, lunger, lever og nyrer. Betændelsestilstande i munden er derfor altid farlige. Parodontose kan behandles, hvorved den videre udvikling kan forhindres, men den skade, der er sket i knoglevævet kan ikke udbedres. Derfor er det vigtigt at forebygge tandlidelser.
Tandeftersyn
Vi anbefaler, at din kat får et årligt sundhedseftersyn. Hvis katten har tegn på tandlidelser eller trænger til en tandrensning, anbefales et tand- og mundhuleundersøgelse i bedøvelse.
Ved tand- og mundhuleundersøgelse, undersøges alle kattens tænder grundigt og der tages røntgen af alle tænderne. Der undersøges om der er dybe tandlommer, som kan være tegn på parodontose.
Har katten tandsten renses tænderne grundigt med ultralydsrenser og efterpoleres. Også tandlommerne renses. Parodontose og TR kræver specialbehandling, som kan være omfattende.
Efter tand- og mundhuleundersøgelse aftales det næste tandeftersyn. Vi sender dig en reminder , når det igen er tid til eftersynet. Vi vejleder gerne om efterbehandling, tandbørstning og produkter, der kan hjælpe den daglige tandpleje.