Tandbehandling på dyrehospitalet og der hjemme

Ofte har vores kæledyr problemer med mundhygiejnen. Hvis ikke man har fået dem trænet til at få tænderne børstet, kan det være noget af en kamp at få den daglige tandbørstning overstået.

Er der opstået smertefulde lidelser i mundhulen, kan det blive endnu svære at få lov til at børste tænderne. Da kan det blive nødvendigt at bedøve dyret og få tænderne renset i narkose.

Det foregår typisk således, at dyret afleveres fastet om morgenen. Det vil sige, at det ikke må have spist siden aftenen før bedøvelsen. Husk dog endelig at tilbyde dem vand.

Tænderne renses med ultralyd, som vi kender den fra vores egen tandlæge og der laves en grundig oralstatus. Der tages altid tandrøntgen af alle tænderne, for at opdage evt. skjulte lidelser under tandkødsranden. Til sidst poleres tænderne for at give tanden en glat overflade.  

Hvis der er lidelser, der gør, at tanden skal opereres ud, vil vi lave et overslag til dig, samt planlægge en ny tid til operationen.

Under hele narkosen overvåges dyret af en af vores veterinærsygeplejersker, da vi vægter sikkerheden meget højt.

Læs eventuelt mere om dyrenes tænder på netdyredokter.dk


Tandbørstning

Efter en tandrensning hos os er det en god idé at begynde at børste tænder på hunden eller katten hjemme. 

At lære sit kæledyr at få børstet tænder allerede som  killing, er en god idé. Hvis det bliver en del af jeres dagligdag allerede fra start, bliver det nemmere for jer på sigt. Du vil få lettere ved at undersøge dit kæledyrs mundhule.

Det er aldrig for sent at lære sit kæledyr at få børstet tænder. Der findes mange gode råd og videoer til at holde en god mundhygiejne på Youtube.


Vælg de rigtige produkter

For at forebygge tandproblemer ved dit kæledyr, gælder det om at have de rigtige hjælpemidler. Da katte er mere sarte i deres mund end vi er, anbefaler vi at bruge en ultrasoft tandbørste og en tandpasta der er velegnet til kæledyr. Du skal ikke bruge din egen tandpasta, da den indeholder flour som vores dyr ikke kan tåle.

Ud over en god tandbørste og tandpasta kan man supplere tandbørstningen med en mundgel indeholdende klorhexidin. Klorhexidin er med til at mindske bakteriefloraen i mundhulen.


Gode råd til forebyggelse af tandproblemer

  • Tjek dit kæledyr i munden regelmæssigt. Se efter rødt og betændt tandkød, tandsten, misfarvede tænder, skadede eller knækkede tænder, sår eller træsplinter i tandkødet eller ganen.
  • Børst din kats tænder 1x dagligt med anbefalet tandpasta og tandbørste.
  • Tandbørstning er altid første valg for at bevare en god mundhygiejne, men er det ikke muligt at børste tænder på dit kæledyr, findes der andre alternativer:
  • Klorhexidin mundgel til at mindske bakteriefloraen i munden. Denne fungerer også rigtig godt som supplement til tandbørstning.

Få dit kæledyrs tænder tjekket mindst 1 gang om året hos din dyrlæge. Vi tilbyder gratis tandtjek af dit kæledyr, blot ring og bestil tid på 97 35 13 00